Der er ikke noget værre end sushi som smager for meget af fisk, og en mundfuld lidt for lagret tun kan ødelægge min lyst til rå fisk i flere uger. Derfor plejer jeg også at undgå alt for billige sushirestauranter ud fra tesen om, at kvalitet til en vis grad følger prisen. En undtagelse til denne regel er dog Maido Ookini restauranterne i Bangkok.
Jeg faldt helt tilfældigt over en af disse, da jeg på vej op langs Silom Rd. fik lyst til noget at spise. Maido Ookini er ejet af Oishi, som er et megabrand i Thailand, og som blandt andet producerer den grønne Oishi-te, som kan købes overalt. Maido Ookini kan bedst beskrives som en japansk inspireret pendant til McDonalds.
Priserne starter omkring 30baht (ca. 6 kr.)for småretter som ris og kimchi. Man skal selvfølgelig ikke forvente Nobu-standard, men det er god og solid japansk mad og det er meget, meget billigt, så hvis man alligevel er i området, er det et oplagt sted at spise frokost eller aftensmad.