De fleste større byer rundt om i verden har en Chinatown, hvor kinesere har slået sig ned og gennem årene skabt deres egen lille mini-Kina. Blandt de Chinatowns jeg har besøgt, er den i Bangkok en af de allerbedste.
I de trange små snørklede gader kan man købe alt muligt Made in China og når man bliver sulten er der masser af små mobile madboder at vælge imellem. Der er også traditionelle kinesiske restauranter komplet med politisk ukorrekte retter som hajfinnesuppe og svalereder, men de er ret dyre, så der er al mulig grund til at holde sig til de udendørs madboder i stedet.
Det er sæson for mangoer i Thailand lige nu, og man kan få frisk mango overalt. Jeg startede derfor dagen i dag med en lækker pose med mango krydret med salt, sukker og chili. Det blev skyllet ned med juice fra en grøn frugt, som jeg ikke ved hvad hedder, men som smagte vældig sødt. Måske I ved hvad det er for en?