Noget af det bedste ved Thailand er al den gode og billige mad. Den restaurant jeg skrev om i sidste indlæg hedder Saw Sam Sai, og var heldigvis stadigvæk godt kørende. Den havde endda fået et nyt og meget fancy skilt samt nye møbler.
Priserne var de samme lave priser, som jeg huskede fra sidst og hvis jeg må tillade mig at generalisere ud fra en enkelt pomelosalat, vil jeg vove at påstå, at maden stadigvæk holder samme høje standard. Hjemme synes jeg egentlig at pomeloer er en ret kedelig frugt, lidt ligesom en indtørret grape, men man skal åbenbart bare blande den med masser af chili, fiskesauce og kokosflager, for at få dens sande potentiale frem.
Det meste på menuen, som for øvrigt også var nylamineret, koster under 150THB (ca. 30DKK), så selvom man kun er sulten for sjov, er det svært ikke at gå fuldstændig amok i alle de lækre salater og supper.